| VAT succes ved Danske Mesterskaber i Esbjerg |
| Skrevet af Ole Dreyer Wogensen |
| Mandag, 13. april 2009 17:30 |
|
Jakob Andkjær vandt tre guld, satte en nordisk og tre danske rekorder, Anders Jensen blev danske mester i 100 ryg, Morten Klarskov vandt tre juniormesterskaber og VATs piger satte en overraskende dansk juniorrekord i 4 x 200 fri.
Der var på forhånd store forventninger til VAT ved dette års danske mesterskaber for seniorer og juniorer. Og VAT-svømmerne indfriede alle forventninger – og lidt til. Jakob Andkjær var fløjet hjem fra USA, og han viste igen sine imponerende sprinterevner, da han vandt 50 m butterfly og undervejs satte nordisk rekord i 23.36 sek. Også 100 m butterfly vandt Jakob med tiden 52.09, som ”kun” er dansk rekord. Endelig vandt Jakob 100 m fri i tiden 49.49. Næste store opgave for Jakob Andkjær er sommerens VM i Rom – og indtil da skal Jakob også passe sine universitetsstudier i Alabama. Anders Jensen var også hjemme fra USA, og han vandt medaljer på alle tre rygcrawldistancer – flottest i 100 m ryg, hvor han vandt suverænt i tiden 56.85. Det blev til sølv i 200 m ryg og bronze på 50 m-distancen. Herudover blev det til en bronze i 200 m butterfly i tiden 2.03.65. Den sidste senior, der vandt individuel DM-medaljer var Kristian Outinen, der løb med sølvet i 50 m brystsvømning i tiden 29.20. Helt til sidst i stævnet vandt herrerne bronze i 4x100 Holdmedley for seniorer (med to juniorer på holdet) efter en hård dyst mod Elitesvøm Esbjerg som satte danske rekord og Sigma Nordsjælland. VAT stillede med Anders Jensen i ryg, Kristian Outinen i bryst Morten Klarskov i fly og Daniel Skaaning på sidste turen i Crawl. VAT-juniorerne stod ikke tilbage for seniorerne. Morten Klarskov lagde ud med at vinde DMs første løb, 200 m indivduel medley, i ny dansk juniorrekordtid, 2.06.51. Så var nieauet lagt og Morten tog derefter guld i 50 m butterfly i den flotte tid 24.71. Morten svømmede dette løb så hurtigt, at han fik bronze for seniorer! Sidste juniorguld løb Morten med i 100 m butterfly i den bomstærke tid 54.71. Tiden er ny dansk juniorrekord og er langt under kvalifikationskravet til europæiske juniormesterskaber i Prag til juli (hvor Morten i forvejen var kvalificeret). Morten vandt yderligere to sølv og to bronze ved DJM. Daniel Skaaning - der først bliver juniorsvømmer næste år – vandt 50 m ryg på 27.19. Det blev herudover til to andenpladser i 100 m fri og 100 m ryg, hvor Daniels tider kvalificerede ham til Ungdoms-OL i Finland i juli. Endelig tog Daniel bronze i 200 m individuel medley. Juniorsvømmeren Christine Pedersen havde også et godt stævne, især i 50 m ryg, hvor hun vandt en fortjent bronze i tiden 31.50. I juniorpigernes 4 x 200 m fri-holdkap svømmede kvartetten Eliana Jørgensen, Mai Hjelmgaard, Anne-Marie Svanbergsson og Annelouise Dolleris sig til en flot sølvmedalje i tiden 8.41.05. Løbet blev vundet af Kvik Kastrup, der satte dansk juniorrekord med tiden 8.40.25. VATs Cheftræner Mick Steen Nielsen var sikker på, at juniorpigerne kunne slå rekorden, så han besluttede at VATs hold til finaleafsnittet (for seniorer) skulle bestå af de samme fire juniorsvømmere. Det viste sig at være en god beslutning: VATs juniorpiger slog med tiden 8.39.89 den dugfriske juniorrekord. VAT-pigerne har længe stået i skyggen af drengene, men denne rekord tyder på, at det er slut. Det samme viser Annelouise Dolleris’ præstationer. Annelouise er endnu ikke juniorsvømmer, og derfor var det ventet, at hun ikke kunne opnå medaljer ved DJM. Til gengæld var det en glædelig overraskelse, at hun kunne kvalificere sig til Ungdoms-OL i 100 og 200 ryg. "Det er en fornøjelse at arbejde med et hold, der både træner og konkurrerer på højt niveau", siger VATs cheftræner Mick Steen Nielsen."Vi har aldrig klaret os så godt ved et dansk mesterskab som i år, og med i alt 23 medaljer er svømmernes indsats ikke bare godkendt, den er fantastisk. Jakob Andkjær og Anders Jensen inspirerer de mange unge svømmere, og allerede nu kan flere af juniorerne klare sig på seniorniveau", siger Mick Steen Nielsen. I næste weekend svømmer landets bedste klubber om DM for hold, og VAT satser på at være med i medaljekampen. "Hvis det kører for os, skal vi slås om tredjepladsen", udtaler Mick Steen Nielsen. "De første to pladser bliver meget svære at komme i nærheden af, men hvis vi kan slutte i top tre med dette unge hold, vil det være en stor præstation", slutter VATs cheftræner Mick Steen Nielsen. VATs medaljertagere med DM/DJM 2009, minus Jakob Andkjær, men med chefen Mick siddende Foto af Jesper Wesley. Alle billeder kan ses her |







