Banner
Banner
Banner
DM 1.dag
Skrevet af KAT & MSN   
Fredag, 23. oktober 2009 00:06

DMK, torsdag den 22. Okt 2009 Førstedagen ved Danske Mesterskaber på kortbane blev en fantastisk dag for VAT! Med 3 guld-, 4 sølv-, 1 bronzemedalje og et hav af VAT rekorder fik vi en helt forrygende start på stævnet her i Odense!

I morgenens 200 ryg for juniorpiger havde vi 3 tøser med. Annelouise Dolleris og Eliana Jørgensen lagde ud med to personlige rekorder og Elianas tid på 2.19.14 var både VAT junior og senior rekord! Begge piger gik videre til aftenens B-finale. Christine Pedersen svømmede i pigernes bedst seedede heat, hvor hun ligeledes satte en stor personlig rekord på 2.18.43 og snuppede dermed Elianas VAT junior og senior rekord. I damernes 200 ryg svømmede Micha Østergaard, vores nye VAT stjerne, sig videre til A finalen i en personlig rekordtid på 2.16.82 og satte sig på VAT senior rekorden. Om aftenen hev de tre piger endnu engang personlige rekorder hjem. I finalen lykkedes det således Micha at svømme en fin sølvmedalje hjem med tiden 2.13.12 – igen VAT senior rekord! Lia og Dolleris gik i B finalen henholdsvis 2.17.92 og 2.16.58, og VAT junor rekorden på 200 ryg tilhører derfor nu Dolleris.

I 100 fly svømmede Micha i VAT seniorrekord i både indledende og semifinalen og skal repræsentere VAT i morgendagens finale hvor Jonas Sørensen deltager for herrer. For junior drengene i 100 butterfly hentede Morten Klarskov VAT´s første guldmedajle, da han med tiden 53,84 vandt i ny dansk junior rekord.

For 50 fri var der igen hård kamp mellem de stærke unge ”VAT-tøser” om VAT rekorden: AnnaMaria Svanbergsson lagde ud med tiden 27,40 som var ny VAT juniorrekord. Heatet efter svømmede Clara Clemmensen og forbedrede rekorden til 27,35. Til sidst havde vi Lia i vandet, som sluttede med tiden 27,34, der også rakte til en placering i semifinalen.

For drengenes vedkommende var det Daniel Skaaning, der var i rekordhumør på den korte crawldistance. Daniel stillede op mod favoritten, den 2 år ældre Frederik Siem fra Farum, og det blev en spændende duel! Begge svømmere lagde sig et godt stykke under den tidligere danske junior rekord, og med kun én enkelt hundrededel trak Frederik det længste strå. Daniel sluttede med tiden 22,67 og fik en flot sølvmedalje.

alt

         Morten Klarskov efter ny dansk junior rekord i 200 medley

I 200 medley havde vi vores stærke juniordrenge i vandet, og i suveræn stil tog de sig af både guld og sølvmedaljen. Begge kvalificerede sig til aftenens finaler, og Morten Klarskov i ny dansk juniorrekord, 2.00.01. I aftenens finale satte Daniel Skaaning ny personlig rekord, 2.01.44, som må siges at være en absolut stærk tid af den unge svømmer. Dette indbragte en bronzemedalje lige efter OL-svømmeren Mads Glæsner. Som Mick Steen Nielsen lovede under interviewet lige før borgmesterens åbningstale, åbnede Morten op for godteposen og valgte at springe 1.59 over og gik direkte ned til 1.58.90! Stor dansk juniorrekord og en suveræn senior guldmedalje – den første, men bestemt ikke den sidste i Mortens svømmekarriere. Det bliver spændende om tiden kan bringe ham til Europæiske kortbanemesterskaber…

Mai Hjelmgaard viste sin styrke på de længere crawldistancer ved at sætte en kæmpe personlig rekord på 400fri i tiden 4.22.34, der er under kravtiden til Nordiske Junior Mesterskaber i Bergen. Konkurrencen om pladserne til stævnet er hård, og det endelige hold udtages på søndag. Mai’s største chance ligger på den dobbelte dinstance, 800fri, som svømmes på søndag.

Sidst i morgens afsnit svømmede VAT en juniorholdkap, 4x50fri, bestående af Katrine Brahtz, Annelouise Dolleris, Mai Hjelmgaard og Anna Maria Svanbergson. Pigerne sluttede i tiden 1.51.78, som er ny VAT junior rekord. Om aftenen havde vi 1.holdet med i hurtigste heat. Micha Østergaard (26.3), Lia Jørgensen (26.5), Clara Clemmensen(26.2) og Camilla Rønbøg (26.5) svømmede en fantastisk 4x50 fri i en samlet tid på 1.45.55, der gav sølv og samtidigt var VAT senior rekord.

Ud over de mange rekorder og medaljer satte VAT-svømmerne mange personlige rekorder. Her bør specielt fremhæves Morten Møllers 50fri på 24.14, der nu giver ham en plads på VAT’s 1.hold på 4x50fri ved dette mesterskab.

 
Banner
Banner