Banner
Banner
Banner
Sølv til VAT ved DM for hold
Skrevet af Presse   
Onsdag, 13. april 2011 13:20

Vestegnens Aqua team - VAT - hentede sin bedste placering nogensinde da de vandt sølvmedaljer ved de danske holdmesterskaber


”Vi gik naturligvis efter guldet, men Esbjerg var ganske enkelt for stærke. Vi tabte ikke guldet – vi vandt sølv” sagde en tilfreds VAT-cheftræner, Mick Steen Nielsen efter DM for hold, hvor VAT-svømmerne gjorde det forrygende med en enkelt dansk rekord og adskillige personlige rekorder.

Der deltager ni klubber i landets bedste række, Svømmeligaen. På forhånd var der lagt op til en tæt duel mellem VAT, Sigma Nordsjælland og Esbjerg, mens de seks øvrige klubber måtte slås om at undgå nedrykning. Det blev som ventet et tæt løb mellem de tre favorithold. VAT stillede med alle de store navne: Jakob Andkjær, netop hjemkommet fra træningslejr i Australien, Mads Glæsner, hjemme fra træningsophold i Los Angeles og Anders Jensen, hjemme fra sit universitet i Michigan, samt de ”hjemlige” stjerner Daniel Skaaning, Amalie Emma Thomsen, Morten Klarskov, Jonas Sørensen, Clara Blohm Clemmensen, Søren Dahl og Anna Marie Svanbergsson.

I løbet af de fire stævneafsnit blev der sat masser af personlige rekorder: Daniel Skaaning satte allerede ved stævnets start dansk juniorrekord i 200 meter individuel medley med tiden 1.58.14 - en supertid, der lover godt for resten af sæsonen. Og så gik det ellers derudaf. Anna Maria Svanbergsson svømmede en fantastisk 200 meter fri på 2.01.1, Clara Blohm Clemmensen slog med fantomtiden 1.02 i 100 meter butterfly den danske sølvvinder på distancen, og Søren Dahl gik 200 meter fri på 1.48 i 4 gange 200 fri-holdkappen.

Og så var der alle de nye, unge svømmere, der konkurrerede på højt niveau for første gang: Dena Zornic, Caroline Høgskilde, Anne-Sofie Lindblad, Katrine Brahtz og Mikkel Johansen. De svømmede helt uden at være påvirket af, at de var oppe mod landets bedste seniorsvømmere. Resultatet var mange nye personlige rekorder og store løfter for fremtiden. Mikkel Johansen kappede fx hele 25 sekunder af sin personlige rekord i 1.500 meter fri med tiden 15.50.

”Det er karakteristisk for VAT-svømmerne, at de svømmer bedst, når det virkelig gælder, uanset om de er unge eller gamle. Derudover er VAT-svømmerne utrolige til at skabe sammenhold og stemning. Det er vigtige egenskaber for konkurrencesvømere,” udtalte cheftræner Mick Steen Nielsen.

VAT-svømmernes næste store opgaver er DM og DJM i juni. Herefter er der EJM i Beograd i juli, hvor Søren Dahl, Mikkel Johansen og Daniel Skaaning er udtaget. Mads Glæsner skal endelig til VM i Shanghai i august.
Svøming er en individuel sport, men en gang om året afholdes de officielle danske holdmesterskaber. Et hold består af minimum otte kvinder og otte mænd, og det kræver derfor stor bredde at være med i toppen. Vestegnens Aqua Team har både top og bredde, og andenpladsen i Ålborg efter Esbjerg er klubbens bedste resultat nogensinde ved holdmesterskaberne.

 
Banner
Banner
Banner